Lektion 70

 

Materieforskning eller materien på tværs (fortsat fra lektion 69)

55.

Vi skal nu se, hvorledes materieforskningen gennem streng discipli­nering af sig selv og sine forskningsmetoder har hævet sig op til en position som streng empirisk videnskab af umådelig betydning for den menneskelige kultur og med stor autoritet i spørgsmål vedrørende a) den fysiske materieverdens elementer, b) disse elementers organisation og samspil, samt c) de love, der gælder for dette samspil - de såkaldte naturlove.

 

56.

Den første og mest nærliggende opgave er naturligvis at indsamle så mange oplysninger - dvs. stofsidedata - om det fysiske materieocean som muligt. - På dette punkt skulle materieforskningen ikke begynde på bar bund, men kunne bygge videre på de erfaringer, der naturligt har været høstet siden det øjeblik i udviklingshistorien, hvor mennesket som plante på den mest primitive måde kunne begynde at praktisere metoden for sansning fra neden, for det er naturligvis denne sansemetode, der her kommer i betragtning.

Materieforskning i denne forstand er altså ikke noget, der er forbe­holdt en disciplineret videnskab, men har ethvert væsen som deltager, der er i stand til at praktisere metoden for sansning fra neden.

Egentlig forskning bliver der imidlertid først tale om i det øjeblik, indsamlingen af materiedata systematiseres og gøres til et selvstændigt formål. Men i samme øjeblik en sådan målbevidst indsamling tager sin begyndelse, begynder også behovet for systematik og disciplin på andre områder at gøre sig gældende, især fordi det bliver af betydning at få forskningen frigjort for en række uvedkommende faktorer, der som så­danne viser sig at belaste dens effektivitet - således først og fremmest subjektive følelser og spekulationer. Det bliver med andre ord af be­tydning at få forskningen objektiviseret.

Erkendelsen heraf fører på et tidligt tidspunkt i forskningens historie til formuleringen af et kriterium for materieforskning, hvilket ganske vist udmærker sig ved storslået klarhed, enkelhed og konsekvens og i denne forstand tildeler forskningen umådelig styrke, men som på den anden side samtidig definitivt fastslår den som udelukkende materie­forskning, og i denne forstand tilfører den en vis svaghed.

Ophavsmanden til dette kriterium er den store italienske matema­tiker og astronom, Galileo Galilei (1564-1642), der fastslår, at forskningen udelukkende må bestå i at måle og veje, samt i konsekvens heraf, at der for forskningen kun eksisterer, hvad der kan måles og vejes.

 

57.

Dette er materieforskningens kriterium eller kendetegn, og vi ser straks, hvorledes det for det første udelukker den fra beskæftigelse med åndelige faktorer, altså de faktorer, der tilhører livsoplevelsens livsside; disse kan jo nemlig hverken måles eller vejes. Men samtidig indser vi, at nævnte kriterium også giver forskningen et ganske bestemt og for så vidt ensidigt sigte derved, at det specielt er naturens kvanti­tative aspekt, der bringes i søgelyset, altså den side ved naturen, der kan måles og vejes og som dermed lader sig udtrykke i mål- og vægt-begreber. Men det er altså den pris, der må betales for forskningens objektivisering, idet netop måle- og vejemetoden er ensbetydende med en sådan objektivisering. Fordelene herved er ganske vist både store og indlysende; men prisen i sidste ende er på den anden side også høj, således som netop vor tid begynder at sande. Den omfatter nemlig bl.a. principiel udelukkelse fra livsmysteriets faktiske løsning og dertil ef­terhånden et livssyn, ifølge hvilket begreber som Gud, en åndelig ver­den, personlig udødelighed, retfærdighed i livet, mening med tilværel­sen, hensigtsmæssighed i naturen samt moralsk ansvar og forpligtelse over for medvæsnerne alene har plads i fantasiens og ønskedrømmenes verden (hvor denne så end befinder sig henne!).

 

58.

Prisen for materieforskningens objektivisering er altså høj; men ser man sagen i lyset af den åndelige atmosfære, der var herskende på Galileis tid, kan man næppe pege på noget andet middel, ved hvis hjælp det lod sig gøre at lede forskningen ud af middelaldermørkets åndelige hængedynd og ind i en oplysningstids konstruktive og lønnende baner end netop antagelsen af den kvantitative metode. - Men hvad vil det egentlig sige, at forskningen objektiviseres?

Det vil sige, at den gøres uafhængig af følelser, subjektiv bedømmel­se, samt så vidt mulig af kvalitative begreber, og det opnås altså i prak­sis ved at anlægge den på metoden at måle og veje, og kun den. Herved gøres nemlig resultaterne totalt uafhængige af forskeren, når man ser bort fra muligheden af fejltagelser i forbindelse med aflæsning af måleinstrumenter m.m.; og ligeledes gøres de tilgængelige for verifikation og kontrol - herunder bl.a. kontrol af eventuelle fejltagelser. Med an­dre ord: de samme observationer eller forsøg foretaget under nøjagtigt de samme ydre betingelser forudsættes at give nøjagtigt de samme re­sultater, uanset hvem observatøren eller forsøgslederen er, og uanset hvor tit de udføres. - Det er, hvad begrebet "objektiviseret forskning" indebærer.

 

59

Som tiden er gået, har man i tilknytning til materieforskningen ud­viklet en stadig finere og mere raffineret observations- og måleteknik, dels som et formål i sig selv og dels for at kunne drive forskningen ind på mere og mere fjerntliggende og utilgængelige områder - f.eks. ato­mets og elementarpartiklernes verden.

I samme forbindelse er der blevet skabt en sand rigdom af målein­strumenter, hvoraf adskillige er rene vidundere af effektivitet og sind­righed. Og alt sammen altså af hensyn til det formål at objektivisere og forfine forskningen og dermed metoden for sansning fra neden. For som det forhåbentligt hele tiden har stået os klart, virker naturligvis samtlige disse hjælpemidler i netop denne sansemetodes tjeneste, lige­som det dermed også er denne, man har tilstræbt at objektivisere.

 

60.

Imidlertid er det ifølge sagens natur kun en yderst begrænset erken­delse, der kan nås ad den vej, sansningen fra neden alene repræsenterer, og det ganske uanset hvor meget den objektiviseres, systematiseres, dis­ciplineres og forfines. Det er først i det øjeblik, man begynder at kunne se de herigennem indvundne talrige sansedata i sammenhæng, se den rolle, de spiller for hinanden samt eventuelt de love, der gælder for dette samspil, at forskningen kan siges at have ført til den forståelse af tilværelsen, som er dens egentlige formål. Men for at opnå dette må metoden for sansning fra oven nødvendigvis inddrages, idet denne jo udgør Jegets forudsætning for at bearbejde sansedata med henblik på dette at opnå forståelse af deres indbyrdes relationer m.m..

 

61.

Inden vi går nærmere ind på denne sansemetodes betydning for ma­terieforskningen, skal det nævnes, at det ikke på alle områder er lyk­kedes at gennemføre den objektivisering, som siden Galilei har været idealiseret. Det har vist sig, at langt fra alle fænomener inden for stof­sideområdet besidder de fornødne kvantitative forudsætninger - altså lader sig udtrykke i kvantitative begreber, dvs. mål- og vægtbegreber. For en stor dels vedkommende gælder overvejende kvalitative egenska­ber så uforenelige med den kvantitative metode, at de end ikke på grund­lag af skarpsindige definitioner har kunnet bringes i tilfredsstillende sammenhæng med denne. Sådanne fænomener har man derfor måttet afstå fra at beskæftige sig med på kvantitativt grundlag, hvad der har medført materieforskningens opdeling i to lejre: naturvidenskaberne og de humanistiske videnskaber. Således repræsenterer naturvidenska­berne - det vil først og fremmest sige fysik, kemi, biokemi, astronomi og til dels biologi - den del af forskningen, der udelukkende bygger på den kvantitative metode, og som i kraft heraf gennemført udtrykker sine observationer i kvantitative begreber - altså i mål- og vægtbegreber.

I forhold hertil repræsenterer de humanistiske videnskaber, der i virkeligheden kun med forbehold tilhører forskningen på langs ad mate­rien, den del af materieforskningen, der hovedsageligt behandler emner med fortrinsvis kvalitative egenskaber - altså emner, der ikke umid­delbart lader sig måle og veje, og som i kontakt hermed kun tillader en overvejende kvalitativ beskrivelse. Til disse hører bl.a. lægevidenskab, psykologi, antropologi, etnografi, filosofi, litteratur og sprog.

 

62.

Man forstår sikkert, at der imellem de to lejre kan udspille sig en vis kompetencestrid, idet man gensidigt kan pege på fortrin og svag­heder. Således fremhæver naturvidenskaben det som en styrke, at man udelukkende baserer forskningen på den kvantitative metode; men de humanistiske videnskaber påpeger svagheden ved den heraf følgende ensidighed og regner det for deres styrke at kunne operere på et brede­re forskningsgrundlag. Imidlertid repræsenterer de trods alt begge materieforskning (de humanistiske videnskaber dog stadig med forbe­hold) med den deraf følgende hovedvægt lagt på metoden for sansning fra neden; dvs. de udmærker sig først og fremmest som beskrivende videnskaber. Men naturligvis forekommer i denne forbindelse også et ønske om at forstå og beskrive fænomenerne i sammenhæng. Og for dette ønskes opfyldelse er praktisering af sansning fra oven som al­lerede nævnt nødvendig.

Vi skal i det følgende se lidt nærmere på denne sansemetodes rolle inden for materieforskningen, og vi retter specielt søgelyset mod na­turvidenskaberne, hvor man traditionen tro målbevidst har søgt at gøre den til genstand for en vis objektivisering. Dette har man simpelthen gjort ved at udvikle en metodik, ifølge hvilken man lader den samvirke med metoden for sansning fra neden, men således at den er underlagt denne. Man taler om den induktive og den deduktive metode.

 

63.

I) I praksis virker denne metode - som naturvidenskaberne naturlig­vis ikke er ene om at benytte - på den måde, at man begynder med at indhente nogle oplysninger gennem observation (sansning fra neden).

II) Ud fra disse anstiller man som næste fase betragtninger i forsøg på at forklare sig betydningen af de oplysninger, observationerne inde­holder (sansning fra oven). Man opstiller med henblik herpå hypoteser dvs. mere eller mindre løse formodninger. Og disse udvikles gennem fortsat tankebearbejdning med erfaringer som grundlag til en teori (muligvis flere), dvs. en mulig forklaring.

For teorien gælder det, at den indeholdte forklaring må være i logisk overensstemmelse med hidtil indvundne erfaringer - i hvert fald så vidt mulig. Og dertil må den indeholde profetier om, hvilke resultater nær­mere bestemte kontrolobservationer må forventes at ville give.

III) Endelig afprøves teoriens holdbarhed gennem virkeliggørelse af disse kontrolobservationer, således at man på grundlag af deres fak­tiske udfald kan tage stilling til den pågældende teoris overensstemmel­se med virkeligheden (sansning fra neden). - Man lader med andre ord sansningen fra neden tjene som kontrolforanstaltning for sansningen fra oven og tildeler den herigennem en vis førende rolle. Imidlertid lader fordelene herved sig ikke overse, bl.a. den, at sansningen fra oven herigennem indirekte objektiviseres.

På den anden side lader det sig heller ikke overse, at forskningen på denne måde uundgåeligt fører til en rent materialistisk livsindstil­ling, idet man jo udelukkende søger at løse foreliggende problemer på et grundlag, der lader sig måle og veje, dvs. et fysisk-materielt grund­lag. Dette gælder således også med hensyn til det fænomen, vi kalder livet. Også det forklares på rent materielt grundlag, nemlig som en konstitutionel bi-omstændighed eller specifik virkning af nærmere be­stemte fysiske og kemiske processer, der gennemført følger fysikkens og kemiens love, og som det i kraft heraf i hvert fald teoretisk skulle være muligt at fremstille kunstigt i ubegrænset udstrækning. Man be­høver ifølge dette livssyn blot i respekt for de herskende love at re­producere dé fysisk-kemiske processer, som netop er karakteristiske for livet, jævnfør ræsonnementet: det naturen har kunnet skabe, det er vi også i stand til at efterligne.

Vi skal senere mere indgående vende tilbage til dette betydningsfulde tema, der ikke mindst i vor tid har aktualitet.

 

64.

En vigtig og hidtil uomtalt side af materieforskningen er dens af­hængighed af et sprog, der på den ene side gør det muligt klart og præ­cist at udtrykke og beskrive kvantitative egenskaber (f.eks. hos en be­vægelse), og som på den anden side samtidig kan indgå som central bestanddel i et "instrument", der har til opgave at understøtte og skær­pe den tænkning, i form af hvilken metoden for sansning fra oven brin­ges til at tage del i materieforskningen; det vil naturligvis sige et instrument, der bl.a. gør det muligt at udføre beregninger. - Førstnævnte sprog er talsproget og sidstnævnte åndelige instrument er matematikken. Netop matematikken og talsproget i forening muliggør en konsekvent, objektiv behandling af samtlige indvundne forskningsresul­tater, når disse blot kan udtrykkes i kvantitative termer; og det er netop typisk for det verdensbillede, materieforskningen med naturviden­skaberne i spidsen har frembragt, at det kun lader sig udtrykke virkeligt klart og præcist i en matematisk formulering. Men lige så typisk er det, at samme verdensbillede fremstiller verden som et system af kvantitative relationer mellem et forholdsvis begrænset antal fysiske naturelementer (f.eks. tid, rum, energi, elementarpartikler m.fl.), hvor disse relationer enten direkte eller indirekte udtrykker herskende na­turlove. Et eksempel er således atter Einsteins formel for ækvivalens (dvs. omsætningsforhold) mellem energi og materie:

e = mc2.

 

65.

Vi skal afslutte denne fremstilling af materieforskningen med at præsentere et praktisk eksempel på anvendelse af den induktive og de­duktive metode - hentet fra naturvidenskabens historie. Det gælder tyngdelovens formulering, der som bekendt var den store engelske fy­siker, Newtons bedrift (1642-1727).

 

66.

Ifølge historien danner to uafhængige observationer udgangspunkt, nemlig på den ene side et æbles fald mod jorden, og på den anden side månens kredsløb omkring jorden (sansning fra neden).

I Newton fødtes en formodning om, at der bestod en indre sammen­hæng imellem disse to funktioner, en sammenhæng, for hvilken en al­mengældende naturlov var ansvarlig (sansning fra oven: hypotesestadi­et).

Han anstillede nu lange og krævende betragtninger over, hvilke al­mene konsekvenser det ville have, om hans formodning var rigtig. Hvor­dan ville denne lov f.eks. fremgå af forholdet mellem tid og rum for det faldende æbles vedkommende hele faldvejen igennem?

For at bestemme dette, blev det af hensyn til de fornødne beregning­er nødvendigt for Newton at skabe en helt ny matematisk mekanisme (infinitesimalregningen), som gjorde det muligt at behandle fænomenet acceleration inden for vilkårligt små tider og strækninger. Virkeliggø­relsen af denne bedrift slugte mere end tyve år, men herunder udfor­medes en stadigt klarere teori. Til sidst kunne Newton bestemme, hvor­ledes "hans" tyngdelov ville påvirke et hvilket som helst faldende legeme inden for et hvilket som helst stadium og tidsafsnit af faldet; og teorien var hermed moden for kontrol.

Denne blev udført af den hollandske fysiker, Huygens (1629-1695), og bekræftede til fulde Newtons teori.

 

67.

På denne måde lykkedes det altså for Newton at skabe sammenhæng mellem to fænomener, der tilsyneladende ikke havde noget med hinanden at gøre; endda trods det, at det ene af dem var af så fjern og utilgænge­lig natur, som månens kredsløb omkring jorden. Men netop herigennem viser eksemplet den styrke, der med henblik på materieforskning ligger i den kombinerede anvendelse af sansning fra oven og fra neden, ikke mindst når den anlægges på kvantitative principper og herigennem ob­jektiviseres. Og en kendsgerning er det da også, at materieforskningen på dette grundlag efterhånden har skabt sammenhæng mellem det ene problemområde efter det andet, sådan at man i dag ligefrem kan begyn­de at ane eksistensen af en fælles, grundlæggende ur-lov, i hvilken alle specifikke love forenes, altså en lov, der skaber sammenhæng imellem samtlige materieoceanets fænomener, uanset hvor de optræder: fra de yderste horisonter i mikrokosmos tværs over det umådelige materie­bælte til de yderste udmarker i makrokosmos. - Dette er uimodsigeligt en bedrift, men det må samtidig for fuldstændighedens skyld erkendes, at livet og tilværelsen gennem denne er blevet sjælløs og meningsløs, nemlig derved, at den ud fra sit grundlag gør disse faktorer til et uhøjtideligt udfald af en "død" og upersonlig naturlov, en super-naturlov. I den går efter materieforskerens opfattelse alt eksisterende op; den er alle tings alfa og omega.

 

Åndsforskning eller materien på langs

68.

Med fremstillingen af materieforskningen bag os skal vi nu rette op­mærksomheden mod den anden måde at udforske tilværelsen på, dvs. åndsforskningen eller forskningen på langs ad materien.

 

69.

I modsætning til materieforskningen, der, som vi nu ved, specielt er indstillet på livsoplevelsens stofside, er åndsforskningen hovedsageligt koncentreret på livsoplevelsens livsside, der jo netop er repræsenteret ved åndelige faktorer. Da imidlertid denne livsside kun kan kontaktes via livsoplevelsens stofside, bliver der i praksis tale om, at også ånds­forskningen former sig som en slags materieforskning. Men der gør sig vel at mærke den store forskel gældende, at materien her ikke er et mål i sig selv, men blot et middel til at nå det sande mål, der er den iboende livsside.

 

70.

Allerede af det her nævnte fremgår det, at åndsforskningen - sådan som den er formuleret af Martinus - har en indirekte karakter, idet den må foregå via en indstilling på materien. Men dette tjener også som forklaring på, at Martinus har følt sig tilskyndet til at give den tilnavnet: "forskningen på langs ad materien". Dermed vil han understrege, at der trods alt er tale om en slags materieforskning, men dog en mate­rieforskning, der afviger radikalt fra den, som ved sin natur gør sig fortjent til tilnavnet: "forskningen på tværs ad materien". Lad os se lidt nærmere på disse ligheder og forskelle.

 

71.

Det naturlige udgangspunkt for en sådan vurdering finder vi i en præ­cisering af åndsforskningens forhold til tilværelsens to grundlæggende sansemetoder: sansningen fra oven og sansningen fra neden.

Et lighedspunkt med materieforskningen er her først og fremmest dette, at også åndsforskningen bygger på kombineret anvendelse af sansning fra oven og fra neden. Men en forskel er samtidig den, at åndsforskningen i modsætning til materieforskningen primært betjener sig af sansning fra oven, og sekundært af sansning fra neden, hvilket imidlertid også er, hvad man kunne vente af en forskning, der for­trinsvis interesserer sig for tilværelsens livssidefaktorer. Dette for­hold til de to sansemetoder indebærer på den anden side unægteligt, at åndsforskningen har en langt mere subjektiv karakter - i hvert fald så længe den foregår uden bistand af intuition - og således i langt højere grad end den objektiviserede materieforskning er afhængig af f.eks. forskerens moral (sanddruelighed) og åndelige dømmekraft.

 

72.

Et særdeles vigtigt træk ved åndsforskningen er dette, at den i vir­keligheden først nu med Martinus gives et ganske bestemt indhold. Man har ganske vist længe på forskellig måde beskæftiget sig med åndsforsk­ning, men har hidtil savnet en klar forståelse af, hvad denne forskning i realiteten skulle gå ud på. Og dette har bl.a. medført, at den med hen­syn til sine aktiviteter har spredt sig over en række mere eller mindre irrelevante eller uvedkommende områder.

Et typisk eksempel i denne retning er således bestræbelserne for at få kontakt med den åndelige verden gennem medier eller lavpsykiske sansemetoder og på dette grundlag udforske den måde, hvorpå livet her udfolder sig. Med andre ord: man sætter lighedstegn mellem åndsforsk­ning og udforskning af den åndelige verden.

At dette imidlertid ikke er berettiget vil kunne udledes deraf, at den åndelige verden i lige så høj grad er en materiel verden, som den fy­siske er det; den er i virkeligheden ikke andet end en gentagelse af den fysiske verden, blot dannet i langt lettere og finere materier. At ud­forske den åndelige materieverden har derfor - hvor mærkeligt det måske end kan lyde - lige så lidt med egentlig åndsforskning at gøre, som dette at udforske den fysiske materieverden har det. Der er i vir­keligheden i begge tilfælde tale om det stik modsatte af åndsforskning, nemlig materieforskning.

Dette fremgår også af det faktum, at denne form for såkaldt ånds­forskning alene fører til visse beskrivelser af den åndelige verdens materieformationer og traditioner for tilværelse, men i og for sig ikke til nogen forklaring på de herfor tilgrundliggende omstændigheder, hvil­ket netop er, hvad åndsforskningen skulle føre til.

Det er naturligvis i høj grad forståeligt, om det skulle falde nogen mærkeligt, at åndsforskning ikke er ensbetydende med udforskning af den åndelige verden. Forvirringen vil imidlertid fortage sig i samme øjeblik, man gør sig klart, hvad der menes med de begreber, som er i anvendelse. For naturligvis ér åndsforskning ensbetydende med udforskning af den åndelige verden; til gengæld er den åndelige verden i dybeste forstand ikke identisk med den materieverden, man er tilknyt­tet efter den fysiske døds indtræden, hvorimod den som allerede utallige gange anført er identisk med livsoplevelsens livsside. Et stort og lyk­keligt fremskridt ville det sikkert derfor være, om det til fordel for en begrebsafklaring kunne vedtages at omtale dén materieverden, der er skueplads for livet efter døden, som den para-fysiske verden, således at begrebet "den åndelige verden" kun benyttes i forbindelse med den faktor, det virkeligt dækker, nemlig livsoplevelsens livsside.

En fordel mere, som fremgår af denne begrebsafklaring, vil i øvrigt være, at der på det begrebsmæssige område etableres den kontinuitet eller sammenhæng mellem den fysiske materieverden og den såkaldte åndelige verden (altså den parafysiske materieverden), som allerede i forvejen gælder i praksis, idet udtrykket "den para-fysiske verden" slet og ret betyder den verden, der eksisterer ud over den fysiske. Forhol­det er jo nemlig dette, at der ingen skarp eller principiel grænse fore­kommer mellem disse to materieverdener; tværtimod befinder de sig i glidende overgang med hinanden, således at det kun er ved afvigende finhedsgrader, de adskiller sig indbyrdes. Og dette gør naturligvis begrebet: "den parafysiske verden" indlysende nærliggende og relevant som udtryk for den materieverden, der ved sine større finhedsgrader betegner fortsættelsen af den fysiske materieverden. Og nævnte begreb lader sig tilmed på glimrende vis anvende i sammenhæng med en lang række beslægtede sprogelementer. Således vil det f.eks. være aldeles klart sprog at tale om parafysisk materie; dvs. den materie, hvoraf den parafysiske verden er bygget op. Og ligeledes vil det blive muligt at operere med begreber som f.eks. parafysik, parakemi, parabiologi, parazoologi og parabotanik m.fl. som udtryk for en parafysisk forlæn­gelse eller fortsættelse af dé videnskabelige discipliner, som allerede nu på det fysiske plan i form af materieforskning gør sig gældende som henholdsvis fysik, kemi, biologi, zoologi og botanik. Og det er altså hertil den tidligere omtalte udforskning af den såkaldte åndelige mate­rieverden skal henvises, idet den i virkeligheden er identisk med para­fysisk materieforskning - en slags para-antropologi.

Men den vigtigste virkning af en sådan begrebsvedtagelse er altså, at udtrykket "den åndelige verden" reserveres den foreteelse, det vir­keligt dækker, nemlig livsoplevelsens livsside. I denne forbindelse kan det også noteres som en væsentlig bivirkning, at begrebet "åndsforskning" herved samtidig får et ganske bestemt indhold, idet det bliver udtryk for en udforskning af denne livsside, og kun den.

 

73.

Og hvordan kan man så forestille sig, at åndsforskningen i den her præciserede betydning af begrebet rent praktisk former sig? - Ja, sva­ret har sikkert alle for længst gættet. Den former sig naturligvis som en indstilling på foreliggende stofsidedata (sansning fra neden), gennem hvilken disses psykologiske baggrund i form af livssidedata eller moti­verende faktorer aflæses (sansning fra oven).

Som noget typisk for åndsforskningen bemærker vi straks stofsidens underordnede, rent formidlende rolle i sammenhængen, og ligeledes, at man her søger en forklaringbaggrunden for de optrædende fænome­ner; ikke hentet ud af stofsideelementernes kvantitative relationer, men erhvervet gennem en direkte indstilling på motiverende faktorer af psykologisk og dermed åndelig art.

For åndsforskeren har stofsiden altså alene interesse som et medi­um, gennem hvilket psykologiske og dermed åndelige faktorer ytrer sig, idet det specielt er disse faktorer, forskningen gælder. Og da endvidere sådanne faktorer er udtryk for livets tilkendegivelse af sig selv, således at de resulterende ytringer i materien gør sig fortjent til betegnelsen "livsytringer", forstås det også, at åndsforskning i realiteten er det samme som livsytringsforskning.

Fra Martinus side bekræftes dette da også i fuldt mål, idet han ud­taler, at sand åndsforskning på den ene side består i at bedømme livs­ytringer, og på den anden side i at udlede livsytringer af samtlige materieoceanets enkeltheder; dets formationer, mekanismer og funk­tioner.

 

74.

Af den sidste passage i denne formulering fremgår det, at materie­oceanet for Martinus samtidig er et livsytringsocean, der med hensyn til sit præg er motiveret af "bagvedliggende" psykologiske faktorer. Dette synspunkt har naturligvis sin forklaring i, at verdensaltet fra intuitionens udsigtspunkt er gennemført levende - ja, simpelthen et le­vende væsen bygget op af liv indeni liv og dermed organiseret i henhold til et livsenhedsprincip. Dette antyder igen, at åndsforskning først for alvor kan føres ud i livet i det øjeblik, intuitionsenergien kan medvirke i den sansemetode, der her er afgørende, dvs. sansningen fra oven. Først da kan den nemlig drives ud i en konsekvens og et omfang, der gør det aktuelt ligefrem at omtale den som "forskningen på langs ad materien"; denne situation foreligger nemlig kun i yderst beskeden grad, så længe man blot kan anerkende den aktivitet, der udgår fra mennesker, dyr og andre organiske legemer, som livsytringer. - Vi skal se lidt nærmere på den betydning, der ligger i udtrykket: forskningen på langs ad mate­rien.

 

75.

Rent umiddelbart gennemskues det sikkert, at der skal forstås en forskning, der bevæger sig vinkelret på den retning, forskningen på tværs ad materien udtrykker; men hvad vil dette sige rent praktisk?

Det vil for det første sige, at forskningen ikke på nogen måde inte­resserer sig for kvantitative omstændigheder, men derimod for de om­stændigheder af psykologisk art, der motiverer materieoceanets præg i samtlige dets enkeltheder og dermed lader disse fremtræde som livs­ytringer. Og dernæst vil det sige, at den billedligt set bevæger sig på langs ad det materiebælte, som gennem forskningen på tværs ad mate­rien har fået tildelt begrænset bredde, men uendelig længde, hvor sidst­nævnte er repræsenteret ved summen af livsenheder opdelt i kategorier eller væsensarter. - I modsætning til forskningen på tværs ad materien, vil forskningen på langs ad materien altså ikke kunne støde på nogen grænse.

Dette sidste kan måske for nogle virke utroligt og overvældende. På den anden side set: i det øjeblik, man på grundlag af intuition kan opfat­te det virkelige omfang af de levende væsners antal, - der simpelt hen er uendeligt - vil det også forstås, at der er grundlag for en åndsforsk­ning af ubegrænset omfang. For når nemlig antallet af levende væsner inden for det kendte materiebæltes grænser er uendeligt i den langsgå­ende retning, og hver især ustandseligt bidrager med livsytringer, der griber ind i hinanden - mikrokosmiske, mellemkosmiske og makrokos­miske - hvordan skulle udforskningen på langs ad materiebæltet da no­gen sinde kunne støde på en grænse? - Dette er ifølge sagens natur komplet udelukket.

 

76.

Som allerede flere gange fremhævet, beskæftiger åndsforskningen sig specielt med livsoplevelsens livsside, nemlig i dens egenskab af sæde for den motivation, der i form af psykologiske faktorer indirekte giver sig til kende i materien - altså i livsoplevelsens stofside - nemlig i form af livsytringer.

I første række vil disse faktorer naturligvis være repræsenteret ved sådanne, som livssiden rent umiddelbart står for, nemlig meninger, hen­sigter, ideer o.lign.. I næste række vil man støde på behov, ønsker og begær, der må betragtes som bagvedliggende motivfaktorer; og går man endnu dybere til værks, vil det føre til føling med virkeligt grundlæggende motivkræfter som f.eks. dé mekanismer, der skyldes moder-energien og de heri virkende kosmiske skaberprincipper. Og endelig vil man som den yderste årsag og dermed dybeste motivfaktor støde på Jeget og dets urbegær, hvilket således viser, at åndsforskningen uund­gåeligt leder til berøring med netop de kosmiske realiteter, Martinus verdensbillede skildrer.

Og mens således materieforskningen fører til den opfattel­se, at alt i tilværelsen fremgår som konsekvenser og virkninger af en død og upersonlig super-naturlov, leder i modsætning hertil den kon­sekvent gennemførte åndsforskning - for så vidt den er understøttet af intuition - til det synspunkt, at det er et kosmisk subjekt eller be­gærende og oplevende Jeg-element, der er alle tings yderste årsag, er tilværelsens alfa og Omega. Og det kan tilføjes, at materieforskningens resultat på dette område i forhold til åndsforskningens - selv med al respekt - må betragtes som yderst overfladisk, idet dén super-naturlov, der er dens slutfacit, set fra åndsforskningens standpunkt i virkelighe­den blot er udtryk for en første perifer berøring med nogle af de meka­nismer, moderenergien ved de kosmiske skaberprincipper udløser. Ty­pisk for materieforskningen er da i denne sammenhæng også, at man blot hævder denne naturlovs eksistens, ligesom man beskriver dens relative betydning, hvorimod man ikke forklarer baggrunden for den. Men netop en sådan forklaring fremgår som det naturlige resultat af den konsekvent gennemførte åndsforskning: forskningen på langs ad materien.

 

Korsets tegn.

77.

Vore betragtninger over de grundlæggende erkendelsesteoretiske elementer i Martinus Kosmologi skal vi afslutte med at nævne, at det fra Martinus side fremhæves som ideelt, i forbindelse med det prak­tiske liv at få disse elementer til at gå op i en højere, afbalanceret en­hed - således bl.a. også hvad angår de nyligt beskrevne to forsknings­metoder: forskningen på langs og på tværs ad materien. I absolut for­stand kan ingen af disse forskningsmetoder fremhæves på den andens bekostning, idet den totalt fuldkomne og dermed udtømmende forståelse af livet og tilværelsen alene kan vindes gennem en konsekvent praktise­ring af dem begge. Således skænker forskningen på tværs ad materi­en i tidens fylde et udtømmende overblik over tilværelsens materielle aspekt, mens forskningen på langs ad materien resulterer i et tilsva­rende udtømmende indblik i tilværelsens åndelige aspekt. Og kun en forståelse, der hviler på begge disse to grundlag, kan siges at være absolut udtømmende.

 

78.

Billedligt skærer de to forskningsretninger jo hinanden som linierne i et kors. Dette benytter Martinus som anledning til at fremhæve kor­sets tegn som et urgammelt kosmisk symbol på den ideelle form for bevidsthedsudfoldelse - dvs. kosmisk bevidsthed - samt på den heraf føl­gende fuldkomne harmoni med tilværelsen. Og han betoner, at det ikke er tilfældigt, at Kristus gennem sin kærlige, tolerante og forstående holdning fik lejlighed til at demonstrere det fuldkomne menneskes være­måde på netop et kors. At dette skulle ske, var nemlig ikke umiddelbart givet for en jøde på Kristi tid, idet korsfæstelsen var en romersk hen­rettelsesmetode, mens den jødiske var stening.

Vi skal på Martinus vegne afslutte denne omtale af korsets tegn med at fremhæve, at mennesket, den dag det kan præstere en bevidstheds­udfoldelse og forskning, der helt er i samklang med netop dette tegn, vil opdage, at hele den fysiske natur med dens utallige materieforma­tioner og stofarter, dens hærskarer af levende væsner iklædt de mest forskelligartede organismer og dens mange mekanismer, funktioner og hændelsesforløb i virkeligheden er én eneste vældig guddommelig tale til mennesket, er en storslået og eventyrlig beretning om guddommelige hensigter, ideer og tanker. Tydeligere kan perspektiverne i dette kos­miske symbol vist ikke udtrykkes.

(Hovedkilde: Martinus: "Bisættelse".)

 

Spørgsmål til lektion 70.

 

1.                    a) Hvem formulerede principperne for materieforskningens objekti­visering og b) hvad bestod disse principper i?

2.                    Man kan påpege et kvantitativt og et kvalitativt aspekt for naturens vedkommende: hvilket af disse to aspekter koncentrerer materie­forskningen sig om?

3.                    Hvad vil det sige, at forskningen objektiviseres?

4.                    I hvis tjeneste står materieforskningens måleinstrumenter m.m. sansningen for oven eller sansningen fra neden?

5.                    Den menneskelige materieforskning eksisterer opdelt i to lejre.: hvad er det for to lejre?

6.                    Som følge af sin afhængighed af også at anvende metoden for sansning fra oven, har man med henblik på forskningens konsekvente objek­tivisering udviklet en særlig metodik, der især er gældende inden for naturvidenskaberne: hvad hedder denne metodik?

7.                    Materieforskningen er afhængig af et bestemt sprog samt et specielt åndeligt instrument i sit forsøg på konsekvent at gennemføre den kvantitative metode: nævn både dette sprog og instrument.

8.                    Hvilken af livsoplevelsens to sider er åndsforskningen især koncen­treret på: stofsiden eller livssiden?

9.                    Kan åndsforskningen betegnes som helt uafhængig af materien?

10.              Hvilken af tilværelsens to sansemetoder bygger åndsforskningen pri­mært på: sansningen fra neden eller sansningen fra oven?

11.              Er det i kosmisk forstand rigtigt at sætte lighedstegn mellem ånds­forskning og udforskning af den åndelige verden?

12.              Hvad forstås ved begreberne a) parafysisk materie og b) den para­fysiske verden?

13.              Vil det være korrekt at betegne åndsforskningen som livsytrings­forskning?

14.              Hvad er i praksis åndsforskningens objekter?

15.              Er åndsforskningen på samme måde som materieforskningen henvist til grænser?