Lektion 9

 

Energiformer og energiomsætning

11.

Da der er tale om, at kosmologien med hensyn til energibegrebet anvender et begreb, som allerede i adskillige år har indtaget en overordentlig central og veldefineret stilling i den naturvidenskabe­lige terminologi (fagsprog), vil det af hensyn til ønsket om at undgå alle misforståelser være nødvendigt at se lidt på, hvordan man inden for rammerne af naturvidenskaben rent praktisk møder og opfatter energien samt sammenholde denne opfattelse med den, der vedrø­rende det samme spørgsmål nyder autoritet inden for rammerne af Martinus kosmologi.

Som udgangspunkt kan nævnes, at man inden for naturvidenskaben (specielt fysikken) betragter enhver form for fysisk aktivitet som et arbejde, der udføres. For at et arbejde kan udføres, kræves energi, hvoraf følger, at enhver form for fysisk aktivitet som identisk med et arbejde, der udføres, røber forekomsten af energi; og energi de­fineres i overensstemmelse hermed som evnen til at udføre arbejde.

Af hensyn til ønsket om på en praktisk måde at pointere, under hvilke forhold energien i hvert enkelt givet tilfælde optræder, har man endvidere valgt at tage det skridt i kontakt med bestemte ret­ningslinier at navngive energien i relation til disse forhold, hvilket medfører, at man kommer til at operere med et tilsvarende antal forskellige energiformer.  Optræder energien således i form af simpel bevægelse (stambevægelse), taler man om bevægelsese­nergi, optræder den i form af varme, taler man om varmeenergi. Og optræder den i form af mekanisk aktivitet, kemisk aktivitet, elek­trisk aktivitet, strålingsaktivitet eller atomkerneaktivitet, taler man henholdsvis om mekanisk energi, kemisk energi, elektrisk energi, strålingsenergi og atom- eller kerneenergi.

Imidlertid dækker disse forskellige navne ikke over absolutte for­skelle, men derimod kun over relative forskelle således at forstå, at de forskellige energiformer ikke i virkelig forstand er forskellige, hvorimod de blot ytrer sig som forskellige former for aktivitet. Man ved takket være store naturforskeres indsats, at der reelt kun gives én energiform, en generalenergi. Men denne kan optræde i forskellige forklædninger, af hvilken grund man som sagt finder det praktisk at karakterisere den ved tilsvarende forskellige navne, der respektive refererer til disse forklædninger.

Til støtte for antagelsen af, at der reelt kun gives én generalenergi, tjener den kendsgerning, at de såkaldt forskellige energiformer gensidigt kan omdannes til hverandre, hvilket netop former sig som en eller anden form for fysisk aktivitet. Således omdannes f.eks. den kemiske energi i brændslet under forbrændingen på en dampmaskines fyrsted til varmeenergi. Denne påvirker i forbindelse med vandmolekylerne i dampkedlen m.v. dampmaskinens mekanik og driver herigennem denne, hvorved den omdannes til mekanisk energi. Eventuelt er dampmaskinen på hensigtsmæssig vis koblet til en elektrisk dynamo, hvorved denne drives, og hvorved der produ­ceres elektricitet, hvilket vil sige, at den mekaniske energi i damp­maskinens bevægelige dele igennem påvirkning af dynamoen omdannes til elektrisk energi. Denne kan igen bringe f.eks. en elektrisk pære til at lyse, hvorved den omdannes til strålingsenergi (lys) og varmeenergi (pæren bliver varm). Endelig kan strålingsenergien i gun­stigste fald påvirke klorofylmekanismerne i en nærværende plantes blade og derved aktivere plantens kemisk betonede stofskifte, hvor­ved den omdannes til kemisk energi. Og hermed er vi tilbage ved den energiform, vi begyndte med, den kemiske energi, hvilket vil sige, at vi har været vidne til et - ganske vist lidt søgt - eksempel på, hvorledes de såkaldt forskellige energiformer gensidigt lader sig omdanne til hverandre, hvad der igen betyder, at vi har været vidne til et bekræftende vidnesbyrd om, at der reelt kun gives én generalenergi. Og det er altså denne, man inden for fysikken neutralt de­finerer som evnen til at udføre arbejde.

Med andre ord: reelt gives der kun én generalenergi. Denne kan op­træde i forskellige forklædninger - kaldet energiformer - der alle gensidigt kan omdannes til hverandre.

- Denne proces, hvor en energiform omdannes til en anden, vil vi fremover betegne som "energiomsætningen".

 

12.

Det har lige været nævnt, at alle de såkaldt forskellige energi­former må betragtes som forklædninger af en enkelt stamform eller generalenergi. Spørgsmålet er nu, hvad man bør kalde denne? - Hertil svarer Martinus, at den set i et kosmisk perspektiv bør kal­des "bevægelsesenergi", eftersom for det første "aktivitet" under alle omstændigheder må være ensbetydende med bevægelse, og for det andet "energi" og "bevægelse" i deres kosmiske analyse er direkte identiske. Dette er således ensbetydende med, at de "forskellige" energiformer, ganske uanset hvordan de ytrer sig, alle i sidste in­stans vil være at henregne til bevægelsesenergi, hvilket synspunkt da også er grundlæggende inden for rammerne af Martinus kosmo­logi. Dér er begreberne "energi" og "bevægelse" uløseligt forbundet med hinanden og det i en sådan grad, at man ikke kan tale om det ene uden samtidigt indirekte at tale om det andet.

Imidlertid opererer man inden for naturvidenskaben med en ener­giform, der ikke optræder i form af bevægelse. Denne energiform kendes under begrebet "beliggenhedsenergi" eller "potentiel energi", og den betragtes inden for naturvidenskaben som en energiform på linie med de tidligere nævnte, hvilket ikke i lige så høj grad er til­fældet inden for Martinus kosmologi, hvor den indtager en særstilling og nærmere kommer ind under, hvad der forstås ved "kraft". Imid­lertid er der her blot tale om et i virkeligheden uvæsentligt defini­tions- og begrebsspørgsmål, som senere under analysen af kraftbe­grebet vil få en mere indgående belysning.

Uanset hvorfra man betragter den såkaldte beliggenhedsenergi eller potentielle energi, må man tiltræde, at den målt med de øvrige ener­giformer udgør en inaktiv form for energi og således ikke i direkte forstand optræder i form af aktivitet. At det forholder sig således, vil et par eksempler på, hvorledes den potentielle energi i praksis ytrer sig, kunne illustrere; og det skyldes ingen tilfældighed, at der omtales "et par" eksempler, men derimod, at potentiel energi som regel optræder på en af to hovedmåder, der netop i det følgende skal belyses ved praktiske eksempler:

1) Som eksempel på den første hovedmåde, på hvilken potentiel energi kan ytre sig, skal nævnes en spændt fjeder; og det er i denne for­bindelse uvæsentligt, om den er spændt ved træk eller ved tryk. - En spændt fjeder siges at have potentiel energi, hvorved forstås, at den i form af sin spændthed er opladet med energi, uden at denne dog gør sig aktivt gældende. Energien er så at sige fængslet i fje­deren, men frigøres og omdannes øjeblikkeligt til bevægelsesenergi, dersom fjederen udløses. Og da denne bevægelsesenergi ikke kan have andre kilder end fjederen selv, er dens fremkomst ved fjederens udløsning et tegn på, at den under en eller anden form må have været til stede i netop fjederen, medens denne var spændt.

Vi møder her en form for energi, der ikke direkte er knyttet til bevægelse, og som i overensstemmelse hermed ikke ytrer sig som aktivitet i dette ords egentlige betydning. Vi er med andre ord præ­senteret for en inaktiv form for energi, og det er netop det inaktive moment, der er karakteristisk for den såkaldte potentielle energi, ligesom det er det samme moment, der ligger til grund for, at den potentielle energi inden for rammerne af Martinus kosmologi indtager den særstilling, som tilfældet er. Thi dér er som sagt begrebet energi uløseligt forbundet med begrebet aktivitet og dermed med be­grebet "bevægelse".

At energi i det hele taget kan overgå til den ved den potentielle energi repræsenterede inaktive eksistensform skyldes meget enkelt den omstændighed, at den bevægelsesenergi, som oprindeligt er medgået til fjederens opspænding, naturligvis ikke pludseligt kan blive til "intet", blot fordi betingelserne for bevægelse midlertidigt blo­keres. Den må fortsat eksistere, men nu i en inaktiv form, der i nærværende tilfælde ytrer sig som fjederens "spændthed" eller "op­ladthed".

Med andre ord: energi kan under særlige forhold optræde i en inaktiv form som "spænding" eller "ladning" og betegnes i denne tilstand som potentiel energi.

2) Som et eksempel på den anden hovedmåde, på hvilken potentiel energi kan ytre sig, skal henvises til en lille historisk anekdote: "Det fortælles, at tyrannen Dionysios den ældre af Syrakus engang overlod en ung mand ved navn Damokles sin trone som en begun­stigelse, fordi denne havde berømmet ham som verdens lykkeligste menneske. Herover var Damokles til at begynde med såre begejstret, men begejstringen forvandledes brat til rædsel, da han kom til at se, at der over hans hoved hang et tungt sværd i et hestehår. Og han bønfaldt nu af hele sin sjæl Dionysios om at blive fritaget for sin nye værdighed". - Det, der har interesse ved denne anekdote, er sværdet (damoklessværdet), idet et sværd i en position som angivet i beretningen netop siges at have potentiel energi, hvorved altså for­stås, at det er behæftet med evnen til at udføre et vist arbejde, uden at denne evne dog gør sig aktivt gældende. Energien er også her fængslet - i dette tilfælde i så spinkelt et bånd som et heste­hår - men frigøres og omdannes øjeblikkeligt til skæbnesvanger be­vægelsesenergi, dersom dette bånd brister, hvad netop den stakkels Damokles i sin tid havde en dyster og levende forudfølelse af. Og da heller ikke denne bevægelsesenergi kan have andre kilder end sværdet selv, må den under en eller anden form have været til stede i eller ved dette, medens det hang på sin plads.

Vi står hermed over for et nyt eksempel på, at energi kan eksistere uden direkte at ytre sig som bevægelse og dermed som ak­tivitet, og forklaringen herpå er principielt fuldstændigt den samme som i eksemplet med fjederen. Den bevægelsesenergi, som oprinde­ligt er medgået til ophængningen af sværdet, kan naturligvis ikke pludseligt blive til "intet", blot fordi betingelserne for bevægelse midlertidigt blokeres. Den må fortsat eksistere, men nu i en inaktiv form, der i dette tilfælde ytrer sig som sværdets (legemets) højde­mæssige position eller beliggenhed over gulvet i Dionysios' tronsal.

Energi kan altså også under visse forhold optræde i form af "be­liggenhed". - For imidlertid at forstå, hvorledes beliggenhed kan være en form for energi, skal det bringes i erindring, at det før­nævnte sværd, medens det hænger i hestehåret, er under indflydelse af jordklodens tyngdekraft. Denne naturkraft, som vi senere skal komme lidt nærmere ind på, virker som bekendt i ethvert punkt af jordklodens omgivelser og omspænder hele jordkuglen som et vældigt kraftfelt (tyngde- eller gravitationsfelt). Dette kraftfelt har, som det vil vides, den egenskab ved sig, at det udøver en retningsbestemt påvirkning på alle materielle legemer, der befinder sig i det, nær­mere betegnet en påvirkning, der har retning mod jordkuglens cen­trum. Heraf følger, at alle fysiske legemer, der befinder sig over jordoverfladen, som følge af tyngdekraftens indflydelse er under på­virkning af en nedadrettet kraft, som det kræver et vist arbejde og dermed en vis energi at modvirke og overvinde. Netop et sådant ar­bejde er blevet præsteret på det tidspunkt, da damoklessværdet blev ophængt, hvilket det nævnte sværds højdemæssige position i rummet er det praktiske udtryk for. Da selve denne position eller beliggen­hed i praksis repræsenterer det udførte arbejde, må den naturnød­vendigt også være udtryk for og dermed repræsentere den mængde energi, der er medgået til nævnte arbejdes udførelse, hvilket igen er ensbetydende med, at netop sværdets beliggenhed over gulvet lige akkurat repræsenterer det fond af energi, sværdet har knyttet til sig. Og der frembyder sig i overensstemmelse hermed et naturligt grundlag for at karakterisere energi, der som her påvist optræder i form af et legemes niveaumæssige beliggenhed i et kraftfelt som "beliggenhedsenergi", hvilket udtryk i virkeligheden fuldstændigt sva­rer til udtrykket "potentiel energi. - Og det siger sig selv, at det omtalte sværds "indhold" af potentiel energi (beliggenhedsenergi) er større, jo højere sværdet er hævet op over gulvet. Thi jo højere op det er hævet, jo større er det arbejde, hævningen repræsenterer, og jo tilsvarende mere energi har det krævet for sin udførelse, hvil­ken energi altså helt og fuldt knytter sig til det pågældende sværd som beliggenhedsenergi eller potentiel energi. - Omvendt må også virkningsmomentet (aktions/reaktionsprocessen) blive større, jo stør­re højde sværdet i givet fald styrter ned fra, hvad et simpelt for­søg uden videre vil kunne give det praktiske bevis på er tilfældet.

Med andre ord: under visse forhold kan energi også optræde i form af et legemes niveaumæssige beliggenhed i et kraftfelt, og den be­tegnes ligeledes i denne tilstand som "potentiel energi".

 

Resumé

13.

Vi har hermed set et praktisk eksempel på hver af den potenti­elle energis 2 hoved-ytringsmåder Det skal dog for en ordens skyld bemærkes, at potentiel energi også kan antage lidt andre skikkelser end de foran beskrevne, men disse vil altid kunne ledes tilbage til en af de to hovedformer, om ikke til en kombination af dem begge, idet de er nærmere indbyrdes beslægtede, end man på grundlag af de givne eksempler måske skulle formode. Dette emne kan vi imid­lertid ikke tillade os at ofre plads på at belyse her, simpelthen fordi det intet som helst har med vores gebet at gøre.

Ud fra ønsket om at sammenfatte og koordinere, hvad vi i det foranstående har været inde på, skal følgende præciseres:

1) Medens naturvidenskaben (specielt fysikken) definerer energi som evnen til at udføre arbejde, defineres energi inden for ram­merne af Martinus kosmologi som evnen til at præstere skabelse.

2) Medens man inden for naturvidenskaben finder det praktisk at operere med mange forskellige energiformer, som man dog ved blot er forklædninger af en enkelt generalform, finder man det inden for rammerne af Martinus kosmologi praktisk kun at ope­rere med denne ene generalenergi. Den betegnes som "bevægelsesenergi" ud fra den motivering, at samtlige de forklædninger, den kan vise sig i, som identiske med forskellige aktivitetsfor­mer udgør bevægelsesmanifestationer af forskellig art.

3) På trods af identitetsforholdet mellem energi og bevægelse kan energi dog optræde i en inaktiv og dermed bevægelsesblottet form, kaldet potentiel energi. Denne energiform er karakte­ristisk ved, at den ikke direkte ytrer sig som bevægelse, men derimod enten som a) "spænding" eller "ladning" eller b) som et legemes niveaumæssige beliggenhed i et kraftfelt. Den betragtes inden for naturvidenskaben som en energiform på linie med de øvrige, dog alligevel med et vist forbehold, idet man faktisk henregner den til en slags afart af mekanisk energi.

Som følge af det inaktive moment, der knytter sig til den po­tentielle energi, er denne strengt taget ikke helt i overensstem­melse med det kosmologiske energibegreb, idet dette som alle­rede flere gange betonet, uvægerligt indebærer faktorerne aktivi­tet og bevægelse. Den indtager derfor også en særstilling i kos­mologien, en særstilling med hældning mod begrebet "kraft", der som tidligere lovet vil få sin belysning under omtalen af selve grundenergierne. Men det kan allerede her antydes, at denne be­lysning indebærer en fremstilling af energibegrebet som et udvi­det kraftbegreb, hvad der igen allerede nu antyder et indre kos­misk slægtsskabsforhold mellem faktorerne energi og kraft. - Og med disse oplysninger in mente må vi nu anses for at stå rustede til at kunne påbegynde en indføring i, hvad begrebet "en grund-energi" egentlig dækker over.

 

Begrebet: "En grund-energi"

14.

Indledningsvis skal det endnu engang så kraftigt som muligt betones, at begreberne "energi" og "bevægelse" inden for rammerne af Martinus kosmologi er så uløseligt forbundne, at man faktisk ikke kan benytte det ene uden samtidigt også at benytte det andet. Det er nemlig af den største betydning for forståelsen af de nærmest efterfølgende analyser, at holde sig denne på identitetsmæssige omstændigheder baserede begrebskontinuitet eller begrebssammenhæng for øje. - Altså: taler man om energi, taler man i virkeligheden også om bevægelse. Og taler man om bevægelse, taler man i realiteten også om energi. Og det bør tilføjes, at der intet grundlag er for at tro, at der gør sig no­gen undtagelse gældende dér, hvor man taler om "en grundenergi". Med andre ord: man kunne egentlig lige så godt tale om "en grund-bevægelse". (Se i øvrigt L.B. I, stk. 254.)

 

15.

Med hensyn til realiteten "energi" er vi omsider kommet i berø­ring med en størrelse, som ikke med nogen som helst form for fy­siske instrumenter og deraf betingede undersøgelsesmetoder lader sig udspalte eller opdele i, hvad man kan betegne som "mere elementæ­re detaljer", hvilket med vores indledende bemærkninger in mente er ensbetydende med, at vi også med hensyn til bevægelsen står over for en realitet, som ikke med nogen form for fysiske hjælpemidler lader sig udspalte eller opdele i mere elementære detaljer. Således gives der f.eks. ikke det lysmikroskop, elektronmikroskop eller feltelektronmikroskop, ligegyldigt hvor mange tusinder, millioner eller eventuelt milliarder gange, det forstørrer, ved hvis hjælp man kan opløse realiteten energi eller bevægelse i mere elementære detaljer, som man så kan gøre til genstand for yderligere undersøgelse og stu­dium. Dette er en principiel umulighed, hvorfor den pågældende rea­litet set i et rent fysisk perspektiv må anses for at være en udelelig størrelse.

Imidlertid er den omstændighed, at energi og dermed bevægelse ikke rent fysisk lader sig opdele eller udspalte i mere elementære detaljer på ingen måde nogen garanti for eller bevis på, at energi eller bevægelse virkeligt ér en udelelig størrelse; forstået som en størrelse, der totalt er blottet for en "indre" struktur og dermed for "indre" elementære egenskaber. Den nævnte omstændighed er udelukkende udtryk for en bestemt erkendelsesmæssig grænse, som ubønhørligt sættes af de fysiske forskningsinstrumenters, herunder de fysiske sanseorganers principielle virkemåde og optimale ydedygtighed, men som slet ikke eksisterer for det væsen, der i kraft af en højt udvik­let kombination af afbalanceret intelligens og følelse i bevidstheden er i stand til at benytte sin intuitionsevne i en overlegen sansnings tje­neste. For et sådant menneske eksisterer der absolut ingen erken­delsesmæssig grænse, idet det igennem sin intuitionsevne har uhin­dret adgang til en sfære af den højeste guddommelige visdom, en sfæ­re, i hvilken hele livsmysteriets absolutte løsning evigt er inkarneret. I kraft af sit herredømme over intuitionsevnen kan det højt udviklede menneske derfor angribe et hvilket som helst problem vedrørende li­vets struktur på en ganske anden og betydeligt mere overlegen måde end den, der ytrer sig gennem brugen af fysiske sanser og undersøgelsesinstrumenter m.v., og for dette menneske afslører realiteten energi eller bevægelse sig som værende alt andet end usammensat og strukturløs. Tværtimod afslører den sig som værende opbygget af 6 individuelle grundelementer af universel natur, hvilke 6 grundelemen­ter under indflydelse af et syvende eksisterer som evigt opretholdt og ubrydeligt sammenknyttet i en bestemt organisation og struktur. Det er disse 6 (7) på en gang individuelle og universelle grundele­menter, Martinus betegner som verdensaltets kosmiske grundenergi­er, og han bruger med vilje udtrykket "kosmiske grundenergier" for derigennem straks at markere, at de er universelle i deres natur. - "Af disse 6 kosmiske grundenergier er overhovedet al energi eller bevægelse opbygget" - erklærer Martinus, og tilføjer - "men dette er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at de pågældende grundener­gier indbyrdes er lige meget repræsenteret i hver eneste bevægelses­ytring eller energimanifestation. Tværtimod er de som regel indbyr­des forskelligt kombineret fra den ene bevægelsesytring til den anden, hvilket rent praktisk giver sig udslag i værdien og karakteren af den enkelte bevægelsesytrings kvalitet som manifestationsakt eller manifestationsfænomen betragtet".

Med andre ord: sanset igennem intuitionen kommer al energi og der­med al bevægelse til syne som en kombination af 6 kosmiske grund­energier, der under indflydelse af en syvende grundenergi evigt op­retholdes og fastholdes i en ubrydelig organisation. (Se i øvrigt L.B. II, stk. 442.)

 

16.

Med indførelsen af grundenergibegrebet er vi trængt ind i al energis og dermed al bevægelses inderste kosmiske væsen, men det er sik­kert de færreste, der endnu har dannet sig noget konkret indtryk af, hvad begrebet "en grundenergi" i realiteten dækker over, hvilket vi derfor skal forsøge at forklare nærmere. Da det imidlertid rent an­skuelighedsmæssigt byder på visse fordele at angribe problemet fra den side, hvor det fremtræder som et bevægelsesanliggende, vil vi af hensyn til ønsket om at gøre fremstillingen så let tilgængelig som muligt benytte os af denne fordel.

Indledningsvis skal det fremhæves, at den følgende fremstilling af grundenergibegrebet må ses på baggrund af det inden for Martinus kosmologi gældende fundamentale synspunkt, at overhovedet enhver forekommende bevægelsesytring i sin kosmiske analyse er identisk med et levende væsens bevidsthedstilkendegivelse, kort sagt, er iden­tisk med en livsytring, "bag" hvilken der skjuler sig ønsker og be­gær, vilje, tanker og følelser. Ganske vist forekommer der adskillige bevægelsesytringer, som det med selv den bedste vilje kan være van­skeligt at identificere som livsytringer, og det forventes naturligvis heller ikke, at læseren uden videre godtager omtalte synspunkt som et velbegrundet og uomstødeligt faktum. Men det fordres unægteligt, at hver enkelt er villig til at gå ind på det som en acceptabel mulig­hed, idet det som foran nævnt tjener som den baggrund, mod hvilken grundenergibegrebets fremstilling i første række må ses. – I øvrigt vil det nævnte synspunkt i et senere kapitel blive mere indgående om­talt og begrundet. (Se i øvrigt Martinus: "Logik", kapitel 87-94.)

Først og fremmest må vi gøre os klart, at når energi og bevæ­gelse er identiske, og man tager hensyn til, at energi er opbygget af 6 kosmiske grundenergier, da må også en grundenergi som nævnt i indledningen kunne opfattes og omtales som en grund-bevægelse, hvoraf følger, at al bevægelse må betragtes som opbygget af 6 kosmiske grundbevægelser, der altså intet har med de i kapitel 2 omtalte 5 universelle bevægelsesarter at gøre, idet disse jo for de fires ved­kommende er sansemæssige konsekvenser af den stambevægelse, som de nævnte 6 kosmiske grundenergier eller grundbevægelser i fælles­skab danner og dermed udgør de "indre" elementer i.




Symbolskitsen viser "det skabte"s energi- og bevæ­gelsesaspekt sat op mod hinanden og dermed, at de 6 kosmiske grundenergier i deres fremtræden som grundbevægelser ikke er det samme som de 5 universel­le bevægelsesarter
.

Med andre ord: identitetsforholdet mellem energi og bevægelse inde­bærer, at man lige så godt kan omtale stambevægelsen som opbygget af 6 kosmiske grundbevægelser, som man kan omtale energien som opbygget af 6 kosmiske grundenergier.

Dernæst må vi erindre os, at enhver stambevægelse er identisk med en direkte manifestation af bevægelsens princip, samt at bevæ­gelsens princip som allerede omtalt i stk. 1-15 for sin part repræ­senterer verdensaltets syvende kosmiske grundenergi, moderenergien, der netop udelukkende ytrer sig i form af evige kosmiske skaberprin­cipper. - Da det imidlertid samtidigt, i hvert fald for det intuitivt begavede menneskes vedkommende, er en kendsgerning, at enhver stambevægelse i virkeligheden er opbygget af 6 kosmiske grundbevæ­gelser, bliver det muligt at indse, at bevægelsesprincippet faktisk slet ikke manifesterer sig simpelt og ukompliceret.


Symbolskitsen er en videreførelse af den nærmest foranstående, hvor videreførelsen består i, at de to a­spekter så at sige er koblet ind i hinanden. Den viser, hvorledes bevægelsesprincippet er indeholdt i moderenergien (henholdsvis symboliseret ved den optrukne trekant og det rektangulære felt med den brudte liniefø­ring), samt hvorledes bevægelsesprincippet i praksis manifesterer sig i 6 individuelle elementarvariationer, der i form af de 6 kosmiske grundenergier tilsammen danner den første bevægelsesart, stambevægelsen, og således er indeholdt i denne. Stambevægelsen er som på de tidligere symbolskitser markeret ved det rekt­angulære felt med den dobbelte linieføring. (De 4 af­læggerbevægelser er her udeladt)

.

Tværtimod peger ek­sistensen af de 6 grundbevægelser netop på, at bevægelsesprincippet samtidigt manifesterer sig i 6 elementære variationer, som under indflydelse af de ved moderenergien repræsenterede øvrige kosmiske skaberprincipper danner en ubrydeligt sammenknyttet integritet eller helhed, nemlig den helhed, vi opfatter som den første bevægelsesart, stambevægelsen. - Som det vil kunne ses, harmonerer denne fremstil­ling af tilknytningsforholdet mellem de 6 grundbevægelser på den ene side og bevægelsesprincippet samt de ved moderenergien repræsente­rede øvrige kosmiske skaberprincipper på den anden side med, hvad der allerede i stk. 3-1 blev oplyst om grundenergierne, nemlig at de "bæres" og beherskes af en syvende grundenergi, moderenergien - altså netop den grundenergi, bevægelsesprincippet repræsenterer og er en ytring af.

Med andre ord: det med moderenergien identiske bevægelsesprincip manifesterer sig altid samtidigt i 6 elementære variationer, hvilket konsekverer i eksistensen af 6 kosmiske grundbevægelser, der under indflydelse af de ved moderenergien repræsenterede øvrige kosmiske skaberprincipper fastholdes i en ubrydelig organisation og tilsammen danner den første bevægelsesart, stambevægelsen. - Den enkelte grundbevægelse og dermed grundenergi vil således til en begyndelse kunne defineres som en særdeles karakteristisk elementarmanifesta­tion af bevægelsens princip. (Emnet færdigbehandles i lektion 10.)

 

Spørgsmål til lektion 9

 

1.             Er naturvidenskabens forskellige energiformer i absolut forstand forskellige, eller b) er de blot forklædninger af en og samme generalenergi?

2.             Opererer man inden for åndsvidenskaben med mange forskel­lige energiformer, således som det er tilfældet inden for naturvidenskaben, eller b) opererer man kun med en enkelt stamform?

3.             a) I bekræftende fald af spørgsmål 2a: eventuelt hvor mange e­nergiformer opererer man med inden for åndsvidenskaben, og b) i bekræftende fald af spørgsmål 2b: hvad kaldes i givet fald den­ne ene stamform?

4.             Hvad kaldes den proces, hvor en energiform omdannes til en anden?

5.             Ytrer den såkaldte potentielle energi sig som aktivitet?

6.             Nævn de 2 hovedmåder, på hvilke potentiel energi sædvanligvis optræder.

7.             Er det ved hjælp af fysiske metoder muligt at udspalte realiteten "energi" eller "bevægelse" i mere elementære elementer og de­taljer?

8.             Nævn den psykiske evne, der åbner adgang til iagttagelse og kon­statering af energiens og dermed bevægelsens "indre" kosmiske struktur og opbygning.

9.             Af hvor mange universelle grundelementer er al energi og der­med al bevægelse opbygget?

10.          Hvad kalder Martinus de universelle grundelementer, som al energi og bevægelse er bygget op af?

11.          a) Er de omtalte grundelementer altid indbyrdes kombineret på nøj­agtig samme måde, eller b) kan de indgå i forskellige kombina­tionsforhold fra den ene bevægelsesmanifestation til den anden?

12.          Når bevægelsesprincippet bringes til manifestation: a) finder dette så sted på en simpel og ukompliceret måde, eller b) er det mod­satte tilfældet?

13.          Er det korrekt at definere den enkelte grundenergi eller grundbe­vægelse som en elementarmanifestation af bevægelsens princip?