FORTALE

 

Dette kursus er skrevet for åndeligt interesserede og søgende mennesker, der uden særlige forkundskaber ønsker at påbegynde et studium af Martinus kosmiske verdensbillede. Skildringen af et ver­densbillede som det, Martinus igennem sit hovedværk "Livets Bog" præsenterer for menneskeheden, kaldes en KOSMOLOGI, og nærværen­de kursus må betragtes som et indføringskursus i Martinus kosmologi. Det rummer en fuldstændig, men elementær fremstilling af kosmolo­giens bærende tanker, ideer og principper og har først og fremmest til opgave at indføre den studerende i den begrebsverden, som Mar­tinus med sit kosmiske verdensbillede bringer os i berøring med. Ved kursets afslutning skulle den interesserede læser så dels være absolut fortrolig med hele denne begrebsverden og dels være i be­siddelse af en vis forståelse af hovedlinierne i det kosmiske verdensbillede.

På den ene side er Martinus kosmiske verdensbillede et rent produkt af viljeført intuition og intellektualiseret følelse. På den anden side er det endnu ganske nyt i sin fremtræden her på jorden, og endelig må man gøre sig klart, at dets tilsynekomst udelukkende er dikteret af behovet for en ny og tidssvarende afsløring af livsmyste­riets løsning. Det kosmiske verdensbillede har således en opgave at løse, og da denne opgave i virkeligheden består i at løfte menne­sket op mod en endnu højere opfattelse af livet og tilværelsen, natu­ren, verdensaltet og Guddommen end den, det hidtil har levet på og er nået frem til, er det givet, at nævnte verdensbillede må rumme et fond af revolutionerende tanker, begreber og anskuelser, som er aldeles ukendte og fremmede for det tyvende århundredes menneskehed. Vi må derfor med det samme forberede læseren på, at studiet utvivlsomt vil byde på mange overraskelser undervejs, hvorfor det gælder om, at man fra starten indstiller sig rigtigt til det. Vi vil derfor straks gå over til at tale om den rette indstilling til studiet af Martinus kosmiske verdensbillede.

Med hensyn til den rette indstilling til studiet af Martinus kos­miske verdensbillede tænker vi her på den indstilling, der uden videre giver løfte om det størst mulige personlige udbytte af den indsats, der ydes. Som allerede nævnt rummer Martinus kosmologi et fond af fuld­stændigt nye tanker, begreber og anskuelser, men det  at disse fore­teelser er nye og derfor ukendte, betyder dog ikke, at de også er uforståelige.  Enhver vil kunne forstå dem, når blot vedkommende virkeligt af hjertet ønsker det. Nægtes kan det dog ikke, at der vil blive stillet visse krav til den studerendes interesse, udholdenhed, fantasi, abstraktionsevne og logiske sans, men absolut ikke mere end hvad ethvert normalt begavet menneske med lethed vil kunne præstere. Det er således ikke på disse områder, den studerende vil kunne møde sin "tærskelens vogter", hvilket vil sige den hindring, der udelukker vedkommende fra at få fuldt udbytte af sit studium. - Det er på et helt andet område

Igennem alle tider har det været således, at åbenhed, ydmyghed og tålmodighed var egenskaber, som den, der ønskede større viden og højere erkendelse vedrørende livet og dets love, måtte være i besid­delse af for at kunne tilegne sig denne viden og erkendelse, thi uden disse personlige egenskaber var vedkommende på forhånd dømt til at indtage en forkert holdning til problemerne og blev derigennem selv den største hindring for sine egne ønskers opfyldelse i den retning. Dette krav til åbenhed, ydmyghed og tålmodighed er således en lov, hvorpå al erkendelse - og her først og fremmest al åndelig erken­delse - baserer sig, og naturligvis gælder den også i vores århundrede. Er man ydmyg, vedkender man sig også let og gerne sin egen videns begrænsning, ligesom man er parat til at acceptere det mulige i eksistensen af en højere viden. Er man derimod ikke ydmyg, vil man have overordentligt svært ved at indse, at der er grænser for ens viden, og man er følgelig ikke indstillet på at lære noget af andre. - Åbenhed betinger, at man interesserer sig for alle livets tildragelser og tilskikkelser, samt at man ved et problems løsning er parat til at tage alle muligheder i betragtning. Mangel på åbenhed er ofte en følge af mangel på ydmyghed og resulterer i, at man på for­hånd tager afstand fra det og det - og her oftest lige akkurat det e­gentlige værdifulde.  Tålmodighed er en egenskab, der hjælper én til at kunne vente og se og til ikke at opgive noget, fordi tingene ikke udvikler sig så hurtigt, som man kunne ønske sig. Mangler man deri­mod tålmodighed, er man tilbøjelig til at forkludre alt, blot fordi man ikke kan vente. Ligeledes betinger utålmodighed, at man let danner sig forhastede meninger, som man i kraft af eventuel manglende ydmyghed senere måske er meget lidt tilbøjelig til at indrømme som værende forhastede og tjenlige til revision. - I virkeligheden er disse tre egen­skaber emne og stof til en hel lille afhandling for sig. En sådan skal vi dog ikke komme ind på her, men må nøjes med at antyde deres store betydning for al tilegnelse af erkendelse og viden. Historien be­retter om det, og livet i den daglige tilværelse bekræfter og bevidner det. Vi tvinges derfor til at fremhæve, at den rette indstilling til stu­diet af Martinus kosmiske verdensbillede består i, at man foruden ud­holdenhed, fantasi, abstraktionsevne og logisk sans mobiliserer alt hvad man råder over af åbenhed, ydmyghed og tålmodighed, at man forholder sig til det yderste tolerant og afventende, men samtidigt nøgtern og kritisk til alt, hvad man under studiet af Martinus kos­mologi bringes i berøring med af nye og muligvis uventede og over­raskende synspunkter og anskuelser. Thi dette at indstille sin menta­litet således er i virkeligheden det samme som at rense sit hjerte, og i lige så høj grad dette lykkes, i lige så høj grad vil studieudbyt­tet vokse og synet af Guddommen og kærligheden som verdensaltets grundtone blive vedkommendes umistelige ejendom.

                  - - - Og med disse indledende bemærkninger vil vi ønske den studerende held og lykke, inspiration og udbytte og herefter gå over til helt at hellige os skildringen af Martinus kosmiske verdensbillede.






INDLEDNING

 

Som hovedresultat af den indsats, der fra naturvidenskabens side er ydet på det forsknings- og erkendelsesmæssige område, kan menne­skeheden i dag notere sig et overordentligt omfattende og indgående kendskab til naturens love og kræfter. I praksis har dette kendskab vist sig at have betydning for skabelsen af den teknik, der nu i så høj grad præger kulturen og i væsentlig grad bidrager til at lette menne­sket kampen for tilværelsen.

Set ud fra et kosmologisk synspunkt må man imidlertid anse det erhvervede kendskab til selve naturkræfterne og naturlovene for at være det vigtigste, det primære resultat af ovennævnte indsats, medens den af dette kendskab affødte teknik, alle dens vidunderlige og impone­rende muligheder taget i betragtning, må anses for at være det mindre vigtige - det sekundære resultat af samme indsats. Baggrunden for dette synspunkt er foruden den kendsgerning, at teknikken er et resul­tat, en virkning af det tilegnede kendskab til naturlovene m.v., det faktum, at jordkloden stadig i meget stor udstrækning er skueplads for udbredt nød og elendighed - ikke mindst inden for menneskehedens til­værelsesområde. At dette virkeligt er tilfældet, kan imidlertid ikke blot betragtes som et udtryk for teknikkens elendighedseliminerende begrænsninger, men må desværre i stor udstrækning ligefrem anses for at være et resultat af en direkte lidelsesbefordrende anvendelse af teknik og tekniske muligheder. Således er f.eks. enhver form for krigsmateriel samt jagt- og fiskeriudstyr m.v. udtryk for drabs- og lidelsesbefordrende tekniske produkter, der ligefrem med hensigt er skabt ud fra ønsket om at gøre befordringen af drab, lemlæstelse og lidelse mulig.

Denne situation gør det til kendsgerning, at de tekniske præsta­tioner ikke udelukkende er til glæde og velsignelse for menneskene og de øvrige levende væsener, der fører deres tilværelse på jordkloden, men at de i et stort antal tilfælde tværtimod er direkte til forbandelse og ulykke for disse. At man dog ikke kan give selve teknikken skylden herfor, hvorimod den må placeres hos menneskeheden selv, er aldeles utvivlsomt, men det er lige så utvivlsomt, at denne skyld i langt høj­ere grad er et udtryk for uvidenhed og derigennem et vidnesbyrd om menneskehedens udviklingsmæssige position, end den er udtryk for en egentlig fejl eller abnormitet ved denne.

At hovedparten af menneskehedens trængsler og lidelser dybest set er et resultat af uvidenhed, er uvidenhedens virkninger, og ikke symptomer på en virkelig realistisk fejl, defekt eller abnormitet ved denne, må ud fra et kosmologisk synspunkt siges at være ikke blot en formildende, men endog en heldig omstændighed. Begrundelsen for det­te udsagn er meget enkelt og naturligt den, at uvidenhed gennem en passende indsats kan forvandles til viden. Således kan det, som f.eks. var uvidenhed i går, måske blive til viden i dag; og det, som er uvi­denhed i dag, vil muligvis blive forvandlet til viden i morgen. Og da lidelserne netop er uvidenhedens frugter, må disse frugter naturnød­vendigt forsvinde sammen med det, der var kilden til dem. I hvert fald hindres udløsningen af nye lidelser og vanskeligheder i det øje­blik, årsagen til deres opståen neutraliseres og ophæves.

Vores første kosmologiske facit må da blive netop det, vi i forta­len til "Livets Bog" møder fra Martinus egen hånd, idet han dér skri­ver: " - Thi uvidenhed er nemlig den virkelige årsag til alt, hvad der hører ind under det, verden kalder "det onde". Der, hvor uvidenhed fjernes, ophører det såkaldte "onde" med at eksistere. " (Livets Bog I, stk. 19.)

Altså. - Der hvor uvidenheden fjernes, ophører det såkaldte onde med at eksistere. Studerer man dette facit nærmere, viser det sig hurtigt, at betydningen og vigtigheden af dets ideindhold kun vanskeligt kan overvurderes, idet det på én gang røber lidelsernes årsag samt midlet til ophævelsen af denne årsag. Dette middel er, som det vil ses, at gøre uvidenhed til viden. Man kan kun vanskeligt overse den kendsgerning, at der her er tale om en nøgtern anvisning på den uund­gåelige vej, menneskeheden, og med den hvert eneste menneske, må gå for at komme fri af den sump af lidelser og kvaler, fysiske såvel som psykiske, den nu er opslugt i. Vores første kosmologiske facit er således intet mindre end en appel til hvert eneste menneske. Det er lige så vel en appel til direktøren som til kontorbudet, til ministeren som til chaufføren, til kongen som til arbejderen, til paven som til degnen; - men først og fremmest er det en appel til mennesket i hver­dagen, hvormed menes mennesket i dets umiddelbare omgang og vekselvirkning med sine omgivelser, hvad enten disse viser sig for det i skikkelse af medmennesker, eller de viser sig for det som dyr eller planter, ja selv mineraler. Det er med andre ord en appel, der har bud til os alle, hvad enten vi er høje eller lave, onde eller gode, skønne eller uskønne, kloge eller ukloge. - Alle kan vi lære noget af andre, og alle har vi noget, vi kan lære andre.  At indstille sin be­vidsthed på denne bølgelængde er at indstille den på livets egen tale, thi det vil ved nærmere eftersyn vise sig, at vores første kosmologiske facit ikke er udtryk for et menneskeligt påfund, hvorimod det er en konsekvens af livets egne love. Det ved det, der er af menneskelig natur, er så absolut kun formuleringen, hvorimod dets ideindhold er identisk med livets egen direkte tale. Senere vil det yderligere afsløre sig, at bevidsthedens indstilling på denne livets egen tale er ensbety­dende med dens indstilling på Guds egen personlige korrespondanceform, thi at gøre uvidenhed til viden og dermed bidrage til fjernelsen af de frygtede lidelser og deres sikre årsag, er en opgave, vi alle af livet selv er viet til at deltage i løsningen af. Lidelsernes årsag er alles problem. Den er menneskehedens fælles problem, og dette fælles problem gør uden videre alle til lærere og alle til elever. At forstå dette samt med ydmyghed og sagtmodighed at føre denne forståelse ud i livet er utvivlsomt den vej, som i dag i hverdagen står mennesket åben som en mulighed for at gøre Guds vilje til sin vilje og dermed sig selv til ét med Gud.

At gøre uvidenhed til viden er derfor ledemotivet i dette kursus i Martinus kosmologi og åndsvidenskab - er selve baggrunden og be­grundelsen for dets skabelse og fremtræden; men det må aldrig glem­mes, at det KUN er et beskedent supplerende bidrag til Martinus eget hovedværk "Livets Bog", et bidrag, som sigter mod dette at gøre til­egnelsen af det originale materiale, som dette hovedværk rummer, en smule lettere for den studerende. Som sådant betragtet vil nærværende kursus således aldrig nogensinde kunne komme til at spille en så do­minerende rolle, at det overflødiggør andre lignende bidrag eller gør dem betydningsløse. - Thi alle er vi lærere, og alle er vi elever.






Første afsnit


DET LEVENDE VÆSEN

 

Skal man ved et symbolsk billede karakterisere gennemsnitsmen­neskets kendskab og forhold til sin egen helhedsfremtræden, kan man vælge billedet af en mand, der anskaffer sig en bil til eget privatbrug. Han har lært færdselsreglerne - måske kun middelmådigt - ved hvordan han skal køre vognen, og hvordan han skal forsyne den med olie, benzin m.v. Derimod har han kun en svag anelse om bilens mekaniske indretning. Hans kendskab til motorens, gearkassens,  differentialets og det elektriske systems funktioner - både hver for sig og i samar­bejde med hinanden - er højst elementært. Det interesserer ham ikke, og han finder, at det er ligegyldigt med alt det. For han kan jo køre med den alligevel, og det er det vigtigste. Det er jo dertil, han har købt den.

Sker det imidlertid, at der opstår en eller anden art vanskelig­heder med de mekaniske systemer, vil han dog ikke kunne undgå at mærke, at han er højst uheldigt stillet. Han aner ikke, hvordan situa­tionen skal klares. Han er, kort sagt, ganske på bar bund og må helt og holdent sætte sin lid til andres viden og indsigt. - Yderligere fører hans manglende kendskab til vognens indretning med sig, at han er ude af stand til at indleve sig i, hvad man kan tillade sig at byde den, hvor meget den kan tåle at blive belastet, hvordan man bedst kan skåne den i de og de situationer o.s.v., o.s.v., og resultatet er, at den slides alt for hurtigt op. Han får ikke den glæde af den, som han normalt skulle kunne få. Den begynder ret hurtigt at "skrante", og i løbet af forholdsvis kort tid strejker den helt. Den kan ikke mere - og hvad så? Ja, enten må han jo anskaffe sig en ny, hvis han har råd til det, eller også må han finde sig i at give afkald på de bekvemme­ligheder, en bil nu engang giver - blot fordi han ikke gjorde sig den ulejlighed at lære sin bil i det mindste overfladisk at kende.

I denne skitse har vi altså konturerne af gennemsnitsmenneskets forhold til sig selv, dets kendskab til - ikke blot sin fysiske organis­me, men også til dé elektriske kræfter, der gennemstrømmer dets hjerne og nervesystem, til sine tanker, følelser, anelser og erindrin­ger og til baggrunden for sin moral og karakter. Mennesket har jo en glimrende organisme, hvilket vil sige et glimrende redskab for sin tilknytning til den fysiske verden, og dette redskab passer normalt sig selv, uden at man behøver at tænke nærmere over det. Yderligere ved det, hvordan man skal manøvrere med dette redskab, og hvordan man skal forsyne det med fast og flydende næring i form af mad og drikke. Det er også uden videre i stand til at tænke, at føle had, vrede, sym­pati og kærlighed, og det ved hvordan det skal bære sig ad med at videreføre slægten. Men derimod ved det sædvanligvis kun uhyre lidt om, hvad der sker, eller hvordan det går til i dette og hint til­fælde. - Og hvad er resultatet? - Principielt nøjagtigt det samme som i eksemplet med manden og bilen. Mennesket overbelaster sig selv på utallige måder. Det ved ikke, hvordan det skal bære sig ad med at koble fra og slappe af, og det slider sig selv alt for hurtigt op. I kraft af sin uvidenhed om livet og dets love ødelægger det på mang­foldige måder sine nerver. Der opstår kortslutninger, som ødelægger både dets egen og andres tilværelse. Det bliver mere eller mindre en plage for sig selv og sine omgivelser - ja, det kan endog føre sine tankebaner og sine ellers naturlige vaner og tilbøjeligheder ind i tragiske og uhyggelige afsporinger og derigennem føre sig selv frem til selvmordets fortvivlede og desperate flugtforsøg. Men kan det flyg­te - ? Det véd det ikke!

Da vi lever i en tid, der på utallige områder stiller stadigt stør­re og større krav til det enkelte menneske, og disse krav efterhånden er så overvældende, at de kun vil kunne opfyldes ubesværet i forhold til netop det enkelte menneskes evne til at holde sig selv i balance og i forhold til dets viden om tilværelsens bærende love er det indlysende, at den uvidenhed, der på disse områder hersker, må give sig udslag i en menneskehed, der i hovedsagen består af deprimerede, desillu­sionerede og ulykkelige væsener. Væsener der næsten målbevidst ar­bejder på at skabe et helvede ud af deres tilværelse - blot fordi de ikke ved bedre, blot fordi de ikke kender sig selv, hverken fysisk eller psykisk.

Da netop denne uvidenhed, dette manglende kendskab til sig selv kosmisk set er den inderste årsag til alt, hvad et menneske kommer til at opleve af angst og smerte, sorg, lidelse dødsfrygt og ulykke, og der nu, takket være Martinus analysering af det levende væsens kosmiske og sjælelige struktur, er skabt en videnskab, der giver et­hvert interesseret menneske adgang til at erhverve sig grundigt kend­skab til sit eget fundamentale væsen og til betingelserne for et heldigt udfald af dette væsens vekselvirkning med omgivelserne, vil det være naturligt som første afsnit i nærværende kursus i Martinus Kosmologi at vælge afsnittet om "det levende væsen". - Men det må naturligvis betones, at nævnte afsnit primært beskæftiger sig med det levende væsens sjælelige eller åndelige side, og kun sekundært med dets fysiske side. Thi vi deltager jo ikke i et kursus i fysiologi og anatomi, men derimod i et kursus i kosmologi eller åndsvidenskab.





 

Første kapitel


DET LEVENDE VÆSENS GRUNDANALYSE


Lektion 1

 

1.

Når talen falder på det levende væsen, tænker de fleste uvilkårligt på den organisme, man kan se med sine øjne og røre med sine hænder etc. Ja, mange mennesker lever jo ligefrem på den opfattelse, at det levende væsen, hvad enten der er tale om mennesker, dyr eller planter m.v., helt og holdent er identisk med denne organisme, og at livet ophører sammen med dens undergang og opløsning. At det levende væsen ikke skulle være andet og mere end den fysiske organisme, er imidlertid en anskuelse, Martinus på det bestemteste tager afstand fra, idet han hævder, at den kun er en del af ethvert levende væ­sen - ja, endog kun en meget lille og forholdsvis ubetydelig del. "Det virkelige væsen eksisterer så at sige bag organismen"  op­lyser Martinus og tilføjer:  "Når vi imidlertid kun opfatter den del af de levende væsener vi kalder den fysiske organisme, ligger det gan­ske enkelt i, at vores fysiske sanser kun lader sig påvirke af grove fysiske energier og materier, hvorimod de ikke formår at registre­re så fine energier og materier som dem, hvoraf det virkelige væsens struktur består. Og da enhver oplevelse netop er betinget af en forud­gående sanseproces, og en sådan i den foreliggende situation ikke lader sig etablere, er det givet, at det primære væsen betragtet igennem det fysiske sanseapparatur forholder sig "usynligt", hvorfor det i stor udstrækning eksisterer som ukendt. Thi i kontakt med sit midlertidige udviklingstrin har det jordiske menneske normalt ikke andre end de fysiske sanseorganer videreudviklet, og da det med disse kun kan sanse den fysiske verdens foreteelser, begrænser dets viden sig natur­ligvis også til kun at omfatte et vist kendskab til denne fysiske verden. Det kommer derfor let til at tro, at det ikke ér andet end en fysisk organisme, og at det, som kaldes ånden kun er egenskaber ved den materie, i hvilken organismen er dannet. Men i forhold til virkelighe­den og dermed sandheden om det levende væsens identitet repræsenterer denne opfattelse slet og ret uvidenhed, og dermed overtro." --

Dette var i meget korte træk en redegørelse for Martinus syn på det levende væsen, et  syn, som hele den videre skildring af det kosmiske verdensbillede er rodfæstet i. Ønsker man derfor at studere dette verdensbillede nærmere, er det meget vigtigt, at man straks søger at gøre sig fortrolig med den tanke, at det levende væsens "synlige" fysiske organisme kun er et timeligt redskab, som af det virkelige væsen "bag" dette redskab midlertidigt benyttes i den fysiske sansnings og skabelses tjeneste. Thi først når man har lært at skelne imellem redskabet og ophavet til dette, nemlig det virkelige væsen, vil det kunne forstås, at det først og fremmest er sidstnævnte og ikke førstnævnte, som vi her skal gøre til genstand for beskrivelse. Men da dette, det virkelige væsen "bag" organismen blot eksisterer som relativt ukendt og sansemæssigt utilgængeligt på grund af den begrænsede jordmenneskelige sansebegavelse, er vi naturligvis henvist til foreløbigt at støtte os helt til Martinus fremragende intuitionsevne samt de oplysninger, som i kraft af hans intuitionsevne er stillet til vores rådighed og vurdering.

 

Ur-begæret - Livets ledemotiv

2.

Dybt, dybt i ethvert levende væsen bor der en umættelig trang til at OPLEVE LIVET. Denne "trang" repræsenterer i virkeligheden det ab­solut inderste og dybeste begær i det levende væsen, og Martinus karakteriserer derfor dette permanente begær som ur-begæret. - -

Det eneste, der kan tilfredsstille urbegæret, er oplevelse - slet og ret oplevelse. Ikke just en bestemt oplevelse, men oplevelse i det hele taget. Urbegæret kan derfor kun defineres som et fuldstændigt unuanceret og uspecificeret begær efter livets oplevelse, et begær, der i virkeligheden lige så godt er rettet imod betingelser for dystre og smertefulde oplevelser som betingelser for lyse og lykkelige oplevelser. (Se i øvrigt Livets Bog II, stk. 529.)

 

3.

Imidlertid er, som vi senere skal komme nærmere ind på, oplevelse noget, der må skabes, hvilket viser, at urbegæret kun kan til­fredsstilles igennem udløsningen af SKABELSE. Det bliver derved klart, at urbegæret ligeledes repræsenterer den inderste drivende kraft bag al skabelse, som et levende væsen udløser, idet denne skabelse med hensyn til sin inderste hensigt i ethvert tilfælde og uden undta­gelse sigter imod at befordre livets oplevelse og dermed at tilfreds­stille urbegæret. Det vil derfor kunne ses, at urbegærets TILFREDS­STILLELSE udgør selve livets ledemotiv.

Kort sagt: livets oplevelse begæres og må skabes

 

Det levende væsens kosmiske identitet

4.

At skabe livets oplevelse er imidlertid ikke så simpel en sag, som det ved første øjekast måske kunne synes. Tværtimod er det en yderst kompliceret opgave, som det levende væsen kun formår at løse i kraft af sin evige kosmiske struktur samt de fundamentale kosmiske egenskaber, der permanent knytter sig til den. – Denne, det levende væsens evige kosmiske struktur, definerer Martinus som "et tre-enigt PRINCIP", og vi skal straks gå over til at røbe de omstændigheder, der betinger og begrunder valget af dette definitionsudtryk.

 

5.

Som før bemærket udgør ur-begærets tilfredsstillelse selve livets ledemotiv, og denne tilfredsstillelse kan - som det huskes - kun befordres igennem skabelse, skabelse af livsoplevelse. Livsoplevelsen udgør således den mest centrale foreteelse i ethvert levende væsens tilvæ­relse, thi uden livsoplevelse intet kendskab til tilværelse, og uden kendskab til tilværelse intet levende væsen, men højst et bevidstløst, navnløst og ukendt "Noget", som eksisterer, men som endog ikke selv har den ringeste anelse om denne sin eksistens. Det bliver således klart, at omtalte livsoplevelse permanent udgør en realistisk del af ethvert levende væsen - endog en meget central og vigtig del. Og i modsætning til den fysiske organisme, der jo også repræsenterer det levende væsen, udgør livsoplevelsen en del af det virkelige, det primære væsen "bag" den fysiske organisme.

 

6.

Livets oplevelse begæres og må altså skabes!  --- Som det vil kunne ses, fremgår det tydeligt, at den så stærkt attråede livsople­velse skabes,  og den pågældende livsoplevelse vil følgelig være at definere som "NOGET SKABT". Herom kan der ikke herske tvivl.

Med andre ord: ethvert levende væsens livsoplevelse er identisk med "noget skabt".

 

7.

Livsoplevelsen er altså en skabt foreteelse, og denne skabte fore­teelse er således kosmisk set en "frugt" af ur-begæret. Imidlertid kan hverken ur-begæret eller den skabte livsoplevelse eksistere frit svævende i verdensaltet. Ur-begæret må for sit vedkommende eksi­stere i tilknytning til "Noget", som udgør dets ophav, og dette ophav vil følgelig være at definere som "et begærende Noget". Da imid­lertid dette begærende "Noget" på grund af sit eget ur-begær udløser den skabelse, som livsoplevelsen er et resultat af, bliver det klart, at det pågældende "Noget" ligeledes er ophav til denne skabte livsoplevelse og således også gør krav på at blive defineret som "et skabende Noget", altså som "en skaber". "Skaberen" udgør således ophavet til såvel ur-begæret som den skabte livsoplevelse, men også ophavet til den fysiske organisme, der jo ligeledes er en skabt fore­teelse, til hvilken der i mindst lige så høj grad må eksistere et ska­bende ophav. - Men eftersom motivet for dette ophavs skabende udfol­delse helt og holdent er at tilfredsstille samme ophavs eget begær efter livsoplevelse, bliver det overordentligt tydeligt klart, at nævnte ophav yderligere gør krav på at blive defineret som "et oplevende Noget".

Med andre ord: ophavet til ur-begæret og den skabte livsoplevelse m.v. gør krav på at blive defineret som "et begærende,  skabende og oplevende Noget", og vi møder i form af dette "Noget" den absolut "højeste" funktionelle instans ved det levende væsens kos­miske struktur, i forhold til hvilken "det skabte" udgør et frembragt produkt, hvis mission det er at tilfredsstille ur-begæret. - Martinus har valgt at karakterisere dette højeste "Noget" som "skaberen" og fremhæver, at den skabte livsoplevelse m.v. ligefrem kan betragtes som en levende "frugt" af det ægteskab, der kosmisk set består imellem "skaberen" og "ur-begæret". (Se i øvrigt Livets Bog II, stk. 530 og stk. 556.)

 

8.

Vi er hermed foreløbigt i berøring med 2 fundamentale hovedrea­liteter ved det levende væsens kosmiske struktur, nemlig 1) "den begærende skaber" og 2) "det skabte", der jo er DET, som begæ­res. - Imidlertid ville den begærende "skaber" aldrig nogensinde kunne skabe sit begærs tilfredsstillelse, dersom ikke vedkommende "skaber" besad en evne til at udløse og gennemføre skabelsen AF "det skabte", altså en SKABER-EVNE. Kun i kraft af en "skaberevne" kan "skaberen" befordre den skabelse af "livsoplevelse", som a­lene kan tilfredsstille ur-begæret. Men netop i kraft af en sådan "ska­berevne" kan "skaberen" befordre den skabelse af skabte foreteelser, der ikke alene betinger ur-begærets tilfredsstillelse, men som iøvrigt betinger, at "skaberen" kan fremtræde som det, vi kalder "et levende væsen". Det bliver herigennem synligt, at det levende væsens kosmi­ske struktur udgør et tre-enigt Princip, idet omtalte struktur på en og samme tid gør sig gældende som 1) "en skaber", 2) "en skaberevne" og 3) "noget skabt". Disse 3 kosmiske hovedrealiteter er evigt knyttet sammen i en strukturel énhed, som lige akkurat formår at opfylde de betingelser, der kræves, for at "Noget" kan befordre "li­vets oplevelse" og derved fremtræde og gøre sig gældende som "et levende væsen", hvilket er ensbetydende med, at det levende væsen med hensyn til sin kosmiske identitet kan defineres som "en begærende skaber", udstyret med en "skaberevne", i kraft af hvilken nævnte "ska­ber" i form af livsoplevelse kan skabe sit ur-begærs tilfredsstillelse. Kort sagt: ethvert levende væsen er identisk med et tre-enigtprin­cip og fremtræder i kontakt hermed som "en skaber", "en skaberevne" og "noget skabt". Af disse 3 kosmiske hovedrealiteter udgør "skaberen" strukturens "højeste", "skaberevnen" dens "mellemste" og "det skabte" dens "laveste" funktionelle instans. ---- Det tre-eni­ge Princip repræsenterer således et facit, der udtrykker intet mindre end løsningen på selve livets mysterium og dermed sandheden om ethvert levende væsens kosmiske identitet. Og med dette facit bag os skal vi gå over til at beskrive realiteterne "skaberen", "skaberev­nen"  og "det skabte" nærmere - men hver for sig.

 

Spørgsmål til lektion 1

 

1.                    Anser Martinus det levende væsen for helt og holdent at være identisk med den fysiske organisme?

2.                    Hvad kalder Martinus den dybe trang, ethvert væsen føler efter LIVETS OPLEVELSE?

3.                    Nævn i to ord DET, der udgør livets ledemotiv?

4.                    Enhver skabelse sigter mod ét ganske bestemt mål. Hvad er det for et mål?

5.                    Hvordan definerer Martinus det levende væsens kosmiske struktur?

6.                    a) Udgør "livsoplevelsen" en realistisk del AF det levende væsen, eller b) gør den ikke?

7.                    Hvad kalder Martinus OPHAVET til den skabte "livsoplevelse"?

8.                    Hvilke navne bruger Martinus til at betegne den kosmiske struk­turs 3 funktionelle hovedrealiteter med (nævn dem i den rette "rangfølge")?

9.                    Nævn det facit, der kosmisk set udtrykker livsmysteriets løsning?